Hvilken behandling kræves der i forbindelse med hoveddeformiteter?
Hoveddeformiteter kan skyldes fødsels- eller lejringsskader eller en for tidlig lukning af kraniesømmene, en såkaldt synostose.
Behandlingsformen afhænger af årsagen og deformitetens omfang.
Som behandling af en for tidlig forbening hos spædbørn, synostose, kan der kun være tale om en tidlig operativ korrektur som behandlingsform. Derved skabes der mulighed for, at hjernen kan vokse normalt, og der tages samtidig hensyn til æstetiske aspekter.
Hvis der er tale om en forskubbelse af kranieknoglerne uden for tidlig forbening, kan der opnås forbedringer af deformiteten ved at forsøge at lejre den lille patient på en anden måde.
Ved mere udprægede deformiteter, som allerede har ført til en asymmetrisk kraniebasis, er fysioterapeutiske øvelsesbehandlinger og osteopati også hensigtsmæssige behandlingsformer. Hvis dette ikke fører til en forbedring af kraniedeformiteten, kan man desuden anvende en såkaldt hjelmbehandling (hovedhjelmbehandling).
Denne hjelmbehandling udnytter den naturlige hovedvækst hos barnet, som er størst i det første leveår.
Ved denne behandlingsform korrigeres deformiteten ikke ved at trykke prominente områder på hovedet ind, men ved at hindre disse steders fortsatte vækst og udnytte den naturlige hovedvækst hos barnet til flade områder. Dette sker ved hjælp af en hovedortese eller hovedhjelm.
I talrige behandlinger er det bevist, at børnenes totale hovedvækst ikke bliver mindsket, men nøje følger den påbegyndte vækstkurve (percentilkurve). Dette princip giver mulighed for at behandle meget forskellige deformiteter, og det har vist sig, at den korrektur, der opnås i barnealderen, holder livet igennem.



